Tidligere 'Natural Born Killers'-skuespiller og nu sangerinde Juliette Lewis har fundet en ny gruppe som erstatning for sit forrige band 'Juliette and The Licks'. Det skriver Contactmusic.com.
Det nye band, der skal spille sammen med rockdivaen, har Lewis valgt at navngive 'The New Romantiques', og senere i år udgiver bandet sit første album under titlen 'Terra Incognita'.
"Fordi dette album har en så anderledes lyd end alt det, jeg før har lavet, og fanger så mange nuancer af mit følelsesliv og min stemme, var det nødvendigt med et helt nyt navn. 'Terra Incognita' betyder ukendt territorium - og det er der, jeg gerne vil hen musikalsk," siger Juliette Lewis om sit nye projekt.