Hun har spillet masse- og seriemorderes kæreste i filmene Kalifornia og Natural Born Killers, men onsdag aften blev virkelighedens verden også lige lovligt dramatisk for Juliette Lewis.
Den oscarnominerede skuespillerinde forlod et pr-arrangement for sin nye film Conviction i godt humør, men freden blev kortvarig. En bilist bragede direkte ind i Lewis' bil, som den 37-årige stjerne og hendes chauffør befandt sig i. Det skriver det amerikanske ugeblad People.
Der var tilsyneladende ikke tale om noget lille bump. En talsmand for skuespillerinden, der tidligere har dannet par med Brad Pitt, fortæller, at Lewis' bil blev totalskadet ved sammenstødet.
Skuespillerinden blev også mærket af uheldet og måtte tage direkte på hospitalet. Efter et tjek fra lægerne blev hun dog udskrevet igen.
"Fru Lewis er en smule mørbanket og øm, men ellers har hun det heldigvis okay. Hun hviler sig nu derhjemme," fortæller hendes talsmand til ugebladet.
Den bilist, der var skyld i ulykken tog flugten efter sammenstødet. Politiet efterforsker nu sagen.