Den 60-årige pensionerede skolelærer Chip Cafiero fik sig en dyr overraskelse, da han optrådte som julemanden i New York-kvarteret Brooklyn.
Iført julemandskostume red han i sin hestetrukne slæde ud for at dele slik og legetøj ud til børnene, men en parkeringsvagt var ikke imponeret over Cafieros optræden. I stedet for et "Merry Christmas" plantede han en parkeringsbøde i forruden på den firehjulstrækker, der transporterede legetøjet, skriver AP.
Bilen holdt parkeret ved siden af slæden for at beskytte hesten fra trafikken. Og selv om den ifølge julemanden ikke generede trafikken, så fik julemanden alligevel en bøde på 115 dollar (ca. 600 kr.).
Ikke engang et "Ho! Ho! Ho!" fra julemanden kunne forhindre p-vagten i at skrive bøden.