Inden længe skal vi i gang med "den årlige vandring", når julegaverne skal købes, og mange danskere er begyndt at købe gaven på nettet for på den måde at slippe på trængslen på gader og stræder.
Men hvis man handler på internettet, og varen bliver afsendt fra et land uden for EU, skal man være på vagt.
Der er nemlig muligvis både told, moms og eventuelle punktafgifter, som skal betales.
Her er reglerne:
Told
Hvis pakkens samlede værdi overstiger 150 EUR (1.150 kr.) skal du betale told af hele pakkens værdi. Det præcise toldbeløb afhænger af hvilken vare, du køber. Du kan se toldsatserne påwww.skat.dk/internethandel. Fragtomkostninger og eventuelle forsikringer skal der også betales told af.
Moms
Hvis pakkens samlede værdi overstiger 80 kr., skal du betale moms af hele pakkens værdi.
Hvis pakken indeholder alkohol (fx spiritus, øl og vin), parfume, eau de toilette eller tobaksvarer skal du betale told, moms og eventuelle punktafgifter uanset pakkens værdi. Du skal også betale moms af fragtomkostninger og eventuelle forsikringer.
Gebyr for behandlingen af din pakke
Du skal være opmærksom på, at transportøren eller kureren kan opkræve et gebyr for at fortolde din pakke. SKAT har ingen indflydelse på hverken gebyret eller størrelsen af det.
Gaveregler
Julegaver, der sendes fra en privatperson til en anden privatperson, bliver pålagt moms og told, hvis gaven overstiger 360 kr. Julegaver, der købes over internettet, kan ikke fortoldes som gave.
Beløbsgrænser for gaver:
Mellem 0 kr. og 360 kr.: ingen told og moms
Mellem 361 kr. og 1150 kr.: moms
Mellem 1150 kr. og 5250 kr.: enhedstoldsats 2,5 % og moms.
Dermed skulle du være sikret mod skattesmæk, hvis du køber gaven hjemme fra sofaen.