Aalborg Universitetshospital nedlægger 130 stillinger i 2019. Det skriver Nordjyske.
Det sker kun kort tid efter, at regionen meldte ud, at Regionshospital Nordjylland skal nedlægge 105 stillinger. Begge nedskæringer sker for at få balance i økonomien.
Mange af de berørte stillinger på Universitetshospitalet er i dag ubesatte eller bemandet af vikarer. Derfor afgøres det først i den kommende tid, om nedlæggelsen af stillinger reelt vil føre til fyringer.
Patienter skal ikke frygte en dårligere behandling på trods af nedskæringerne, understreger økonomidirektør Kim Mikkelsen.
Færre fysiske kontroller er vejen frem, og det giver god mening, mener direktøren, som kalder fleksibiliteten større, hvis konsultationer kan klares over telefon eller en app.
- Men der skal ikke herske tvivl om, at er der den mindste tvivl om behovet for dialog og fysisk tilstedeværelse for en patient, så tager man den. Men faktisk er der mange patienter, som selv siger, at de ikke har brug for alle de kontroller, hvor de skal ind til Aalborg for at blive tilset i fem minutter og få at vide, at alt ser fint ud, siger Kim Mikkelsen til Nordjyske.
Det er antallet af ambulante kontrolbesøg på reumatologisk afdeling, der tager sig af gigt- og rygsygdomme, og på øjenafdelingen, der skal nedbringes.
Både læger og sygeplejersker berøres.