Med et nederlag lørdag til Manchester United risikerer Liverpool at halte ti point efter toppen af Premier League.
Derfor er manager Jürgen Klopp under stort pres før weekendens opgør på Anfield mod Liverpools arvefjende.
Den 50-årige tysker har netop rundet to år i Liverpool-sædet, og det er endnu ikke lykkedes Klopp at føje et eneste trofæ til Liverpools store titelsamling.
- Hvis de fyrer mig nu, så tror jeg ikke, at mange andre managers vil være i stand til at gøre det bedre, siger Jürgen Klopp ifølge Sky Sports på et pressemøde.
- Jeg mener ikke, at jeg er perfekt, men det er svært at finde bedre alternativer.
- Hvis 98 procent af befolkningen i Liverpool mener, at vi bevæger os i den rigtige retning, så er det okay med mig, siger tyskeren.
Liverpool dominerede engelsk fodbold fra 1970 til 1990 med 11 engelske mesterskaber, før Manchester United tog over med 13 mesterskabstitler fra 1992 til 2013.
Den slags tider med Liverpool- og Manchester United-dominans er ifølge Jürgen Klopp forbi. Det samme er stemningen fra de klassiske lokalbrag mellem de to klubber, mener han.
- De gode gamle dage, hvor man kastede sig ind i hinanden, hvor der var røde kort og blødende spillere, er forbi.
- Det samme er de gamle tider, hvor et hold dominerede ligaen igennem 20 år, mener Klopp.
Liverpool har 12 point på Premier Leagues syvendeplads efter syv spillerunder. Manchester City og Manchester United topper ligaen med 19 point.
Lørdagens opgør på Anfield fløjtes i gang klokken 13.30.
/ritzau/