En dommer i Chicago har afvist at løslade en af de to mænd, der sidder fængslet sigtet for at planlægge en terroraktion mod Jyllands-Posten.
Dommeren vurderede, at der er for stor risiko for, at den 48-årige Tahawwur Rana vil flygte, før sagen kommer for retten. Det skriver New York Times.
Dommer Nan Nolan lagde i sin afgørelse vægt på, at den pakistanskfødte Rana har en betydelig formue på omkring otte millioner kroner og på hans stærke bånd til Canada. Desuden har den sigtede pakistaner et betydeligt kendskab til immigrationslovene, da han ejer et firma, der hjælper immigranter i USA.
Tahawwur Rana risikerer at blive idømt 30 års fængsel for støtte til terrorisme.