Mens nogle grænseovergange fik lov at stå nøgne og ubemandede, blev andre i dag mere end mandsopdækkede af både ekstra toldere og utallige repræsentanter fra såvel dansk som tysk presse.
"Det har været svært at lave toldkontrol på grund af det massive presseopbud. Men jeg vil tro, at vi har vinket omkring et halvt hundrede biler ud til siden indtil videre," fortæller Carl Andersen, afdelingsleder for smuglerikontrollen i Sydjylland.
Han har dagen igennem stået ved grænseovergangen ved motorvejen ved Frøslev, hvor 13 toldere siden klokken 10 har tjekket udvalgte biler for smuglervare.
Indtil videre har der dog ingen fangst været. Og ifølge Carl Andersen gør tolderne stort set også blot det, de hele tiden har gjort.
"Med lidt flere toldere hernede kan vi vinke lidt flere biler ind til siden og foretage stikprøver lidt flere gange om dagen," siger han og fortsætter:
"Men indtil videre har det ingen effekt haft på trafikken."
Dagen igennem er der i dagblade og aviser blevet skudt frem og tilbage med kritik fra den tyske justits- og europaminister, Jürg-Uwe Hahn, og forsvar fra både regeringen og Dansk Folkeparti.
Den tyske minister har opfordret til boykot og fordømmelse af den danske grænsekontrol. Men Carl Andersen har dramaet fra avisspalterne langtfra nået motorvejen ved Padborg.
"Der er ingen sure miner, når vi har taget folk ind til siden. Folk har taget det helt pænt, og det har ikke skabt trafikproblemer" siger han.