Internationale nyhedsmedier som Reuters, AP og BBC trækker nu stikket ud og stopper live-rapporteringerne fra Kairos Tahrirplads.
Efter adskillige overfald på journalister, heriblandt TV 2's Steffen Jensen forleden, frygter medierne for den hadske stemning og vil nu i stedet følge begivenhederne på sikker afstand.
Det skriver Berlingske liveblog.
Formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, følger udviklingen i Egypten, og drøfter i øjeblikket situationen med sine nordiske kolleger.
"Jeg har lige hørt, at fem finske journalister er blevet overfaldet. Det er voldsomt, det der sker i øjeblikket, og det er nogle alvorlige overgreb, journalisterne er udsat for. Det er vigtigt, at medierne sørger for, at sikkerheden er i top, så journalisterne kan arbejde ordentligt," siger han til Newspaq.
De nordiske journalistforbund forventer at komme med en fælles udtalelse om situationen i Egypten i løbet af fredag eftermiddag.
Stemningen på Tahrirpladsen beskrives fredag som anspændt. Modstanderne af den egyptiske præsident Hosni Mubarak kalder fredag for 'farvel-dag'.