Journalist: Kæmpe tab for IS at miste hovedbyen Raqqa

Med Islamisk Stats tilbagetog fra Raqqa kan gruppen ifølge dansk IS-kender ikke længere kalde sig en stat.
Islamisk Stat er ifølge forlydender på vej til at forlade den syriske by Raqqa, der har været hovedstad i den ekstremistiske gruppes selvudnævnte kalifat. Det er et stort nederlag for IS, vurderer den dansk-tyrkiske journalist og forfatter, Deniz Serinci.
Islamisk Stat er ifølge forlydender på vej til at forlade den syriske by Raqqa, der har været hovedstad i den ekstremistiske gruppes selvudnævnte kalifat. Det er et stort nederlag for IS, vurderer den dansk-tyrkiske journalist og forfatter, Deniz Serinci. Foto: Erik De Castro/arkiv/Reuters

Det er et stort tab for Islamisk Stat (IS), at den ekstremistiske gruppe angiveligt er på vej væk fra sin selverklærede hovedstad Raqqa i Syrien.

Det vurderer den dansk-kurdiske journalist og forfatter Deniz Serinci, efter at IS ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder meldes på vej ud af den syriske by.

- Raqqa har været et økonomisk center, hvor man har tjent penge på olie. Det har været et samlingssted for fremmedkrigere, og det har været der, hvor flere terrorangreb mod Vesten er blevet planlagt, siger Deniz Serinci.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Tilbagetoget fra Raqqa rammer ifølge den danske IS-kender gruppen på dens selvforståelse.

- Når IS mister deres selverklærede hovedstad, så kan de ikke længere kalde sig en stat.

- De vil stadig have kontrol med visse områder, men det er fortrinsvis øde grænseområder mellem Irak og Syrien, siger Deniz Serinci.

Her vil der ifølge den danske IS-kender ikke være det samme grundlag for at finansiere gruppens aktiviteter ved eksempelvis olieproduktion, som det har været tilfældet i Raqqa.

Det vil ifølge Serinci også blive sværere for gruppen at rekruttere og træne sympatisører fra udlandet, eksempelvis Danmark.

Men selv om IS er på vej til at miste det sidste fodfæste i det selverklærede islamiske kalifat, kan gruppen ifølge forfatteren til to bøger om IS stadig slå fra sig.

- Som det ser ud nu, er IS måske færdig som stat, men man er ikke færdig som terrororganisation, som en idé eller ideologi.

- Man vil fortsat kunne udføre angreb i ny og næ. Og det er ikke utænkeligt, at der vil komme hævnangreb mod Vesten fra sympatisører, der tænker: Nu har I ødelagt vores islamiske paradis, siger han.

Den helt store udfordring består ifølge Deniz Serinci nu i at skabe bedre forhold for den sunnimuslimske befolkning i Irak og Syrien.

Det er netop deres frustration over at blive forskelshandlet, der ifølge den danske journalist har skabt grobund for den militante gruppes fremmarch.

- Hvis man ikke får løst problemet med de sunnimuslimer, der føler, at de bliver diskrimineret af magthaverne, så er det meget sandsynligt, at en ny IS-lignende gruppe opstår, eller at IS vender tilbage, siger Deniz Serinci.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.