Det spanske kongepar, kong Felipe og dronning Letizia, var på besøg i Danmark samtidig med, at et spansk ugeblad udgav en artikel med en billedserie af kong Frederiks meget omdiskuterede rejse til Madrid i efteråret.
Mens den daværende danske kronprins i november og december var genstand for mange spekulationer, endte den spanske dronning i et lignede stormvejr tilbage i sit hjemland.
Her kom en bog på gaden i december med titlen "Letizia & I", hvor hendes tidligere svoger hævdede, at han igennem en årrække havde haft et forhold til dronningen - også mens hun var gift med den spanske konge.
Bogen er skrevet af den spanske journalist Jaime Peñafiel, som i over 20 år har været tilknyttet den spanske avis El Mundo. Efter bogen kom på gaden, er den 91-årige journalist blevet fyret fra avisen. Det skriver Daily Mail.
Journalisten fortæller til et argentinsk medie, at han er blevet fyret på grund af bogen, men ikke fortryder, at han har skrevet den. Han siger også, at han kun har skrevet 2% af de ting, som Letizias svoger hævder, der er sket, for ikke at tilsmudse dronningens rygte.
Selvom bogen angiveligt kun indeholder en meget lille brøkdel af, hvad der skulle være sket imellem den spanske dronning og hendes ekssvoger, Jamie Del Burgo, er der bestemt ikke sparret på beskyldningerne.
I bogen hævder Jamie Del Burgo, at han og Letizia indledte deres forhold året før, hun mødte den daværende kronprins Felipe. Deres forhold var så seriøst, at han havde planer om at fri til hende, men på selvsamme aften, fortalte hun ham, at hun havde mødt en mand med meget indflydelse.
Ifølge Jamie Del Burgo forblev han en del af Letizia inderkreds og var sågar med til at forhandle hendes ægtepagt samt at sørge for tøj til hendes familie til brylluppet.
Ekssvogeren hævder, at han havde et forhold til den spanske dronning igennem mange år og blandt andet modtog kærlighedserklæringer fra hende, mens hun ventede sig med sit andet barn, prinsesse Sofia, som kom til verden i 2007.
I bogen påstår Jamie Del Burgo, at deres forhold i 2010 var så seriøst, at de mødtes med advokater og overvejede at flytte til USA sammen. Der står endda, at den spanske dronning ville have et barn med ham via en rugemor fra Amerika.
Ifølge bogen stoppede Letizia forholdet i 2011 over telefonen. Året efter blev Jamie Del Burgo forlovet med Letizias søster Telma, og blev dermed hendes svoger.
De to blev gift i 2012 og flyttede sammen til New York. Ægteskabet varede kun i to år, før de blev skilt.
Det spanske kongehus har ikke kommenteret bogen.