Mindst 50 mennesker i det nordøstlige Indien, Nepal og Tibet har mistet livet efter et jordskælv, søndag aften ramte den bjergrige Himalaya-region.
Omkring 400 redningsarbejdere kæmpede natten til mandag for at rydde veje blokeret af mudderskred for at nå frem til de hårdest ramte afsidesliggende landsbyer, der har været helt afskåret efter jordskælvet. Det skriver NRP.org.
De fleste af dødsfaldene skete, da huse, der allerede var svækket af den seneste tids monsunregn, kollapsede på grund af det kraftige af jordskælv, der målte 6,9 på Richter-skalaen.
Kraftig regn og jordskredene hæmmer redningsmandskabet, der har arbejdet hele natten for at fjerne folk, der er klemt under murbrokkerne, fortæller politichef Jasbir Singh ifølge hjemmesiden til The Associated Press.
Mindst 25 mennesker døde i den nordøstlige indiske delstat Sikkim, hvor jordskælvet var centreret i nærheden af Indiens grænse til Nepal, oplyser politiet.
Desuden er der meldinger om 11 mennesker, der er fundet dræbt i de omkringliggende indiske delstater Bihar og West Bengal. Syv mennesker døde i Nepal, og Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua melder om syv dødsfald i Tibet.
Kilde: NRP.org