Den 31-årige Katie Price - bedre kendt som Jordan - kommer nu med beskyldninger om voldtægt mod en kendt mand, som hun dog ikke vil fortælle, hvem er.
Jordan fortalte for nylig, at hun har været offer for en voldtægt, men hun nægter at fortælle nogle detaljer om overgrebet. Hun har nu indrømmet, at det var en kendt person, og hendes eksmand Peter Andre kender hans identitet.
"En berømthed voldtog mig, og Peter ved godt, hvem det er. Det var flere år siden, da jeg var sammen med Pete, og mine venner og familie kendte godt til det," fortæller hun ifølge Showbizspy.com.
Peter Andre har imidlertid fortalt, at han intet kender til historien, hvilket Jordan har beskrevet som ondt, især når han ved, hvem der gjorde det.