Skadespausen er ved at være ovre for den danske landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson. Han har allerede spillet tre gange 90 minutter for sin egen klub Feyenoord, og han melder sig nu klar til at kæmpe sammen med Morten Olsen og resten af holdet ved de vigtige VM-kampe mod Malta og Albanien i marts.
"Ingen tvivl om det. Til den tid vil jeg overhovedet ikke have problemer. Jeg har været med i et godt stykke tid. Snart en måned nu," siger Jon Dahl Tomasson til spn.dk.
Danskeren er faktisk kommet på banen for Feyenoords førstehold langt hurtigere, end han havde regnet med.
"Vi har haft skader, og så er der brug for mig. Jeg spillede for andetholdet, og så ville træneren have mig til at starte inde for førsteholdet fem dage efter, men det sagde jeg nej til, og så fik jeg 30 minutter. Derefter har jeg spillet de tre efterfølgende kampe på nær mod Ajax, da jeg havde en maveinfektion. Det går den rigtige vej med formen og det hele," siger Jon Dahl Tomasson.