Den skotske Susan Boyle, der blev verdenskendt efter sin medvirken i talentshowet 'Britain's Got Talent' er kåret som årets britiske bestseller.
Det mener musikgiganten HMV i hvert fald, der satser på, at den nyproducerede plade med sangerinden går rent hjem hos de mange fans. Målet er at sælge 300.000 eksemplarer i første uge, men efterspørgslen er allerede ved at nærme sig 400.000. Det skriver Reuters.
Den 48-årige Boyle er nu blevet en anerkendt stjerne, der trods en psykiatrisk indlæggelse har taget verden med storm.
"Dette kan nemt blive den bedst sælgende udgivelse i 2009. Vi skal tilbage til december sidste år for at finde et eksempel - her solgte Take That's 'The Circus' 432.490 eksemplarer i den første uge," siger talsmand Gennaro Castaldo.
Det nye album 'I Dreamed a Dream' kommer i butikkerne i denne uge. Albummet er opkaldt efter den sang, Boyle i sin tid gik til audition med.