Den drabssigtede John Knudsen er endelig på vej hjem for at blive stillet for en dansk dommer.
To danske betjente hentede her til morgen John Knudsen og sammen boardede de ifølge eb.dk. et fly med kurs mod Danmark.
John Knudsen er sigtet og fængslet in absentia i retten i Sønderborg for drabet på Kirsten Bay Andersen fra Haderslev.
For to uger siden blev han anholdt, mens han tiggede på gaden i Zaragoza. Siden da har han siddet bag lås og slå i Soto del Real-fængslet nord for Madrid, hvor han har ventet på at blive udleveret til Danmark.
Flyet med den drabssigtede John Knudsen forventes at lande i Københavns Lufthavn ud på eftermiddagen. Her vil han formentligt blive kørt til Jylland, hvor han skal fremstilles i grundlovsforhør inden for 24 timer.
John Knudsen er mistænkt for at have dræbt Kirsten Bay Andersen, som forsvandt den 26. september efter en firmafest i Haderslev. Hun blev senere fundet dræbt bundet fast til en betonklods på bunden af Haderslev Fjord.