Den mest kendte rocker i Hells Angels, Jørn "Jønke" Nielsen, er tirsdag ved Retten i Odense dømt til at betale seks dagsbøder a hver 400 kroner for at kalde betjente for "statsrockere", "fucking homoer" og "fucking svin", skriver fyens.dk.
Tilsvingningen af betjentene skete ved en international rockerfest i Odense ved Hells Angels på Petersmindevej i august 2011.
Ukvemsordene gik ud over fire betjente, som assisterede et brandeftersyn uden varsel til festen med 500 deltagere.
Jønke erkender, at han var vred på politiet, men han nægtede sig skyldig. Han mener ikke, at han kaldte dem de ukvemsord, som dommeren tirsdag lagde til grund for bøderne.
- Jeg står fuldt ud ved, hvad jeg har kaldt dem, men jeg har kaldt dem forpulede møgsvin, fordi de ikke havde noget at gøre til vores fest, og ikke fucking homoer, sagde Jørn Jønke Nielsen i retten ifølge fyens.dk.
Alle personer til festen var blevet kropsvisiteret for våben, og derfor mener Hells Angels-rockeren ikke, at politiet havde noget at gøre til festen.
- Det provokerede mig utroligt meget, at politiet var med til vores fest. Hvad bliver det næste? En nærpolitistation i vores klubhus, spurgte HA-rockeren vredt i retten.
/ritzau/