Der bliver færre og færre nye job i provinsen sammenlignet med landets største byer.
Det betyder meget hård konkurrence mellem de ledige, fordi der er alt for mange arbejdsløse til de ledigt job, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Det skriver Ugebrevet A4 mandag.
"Når væksten kommer igen og arbejdsmarkedet bliver bedre, kan vi regne med at se arbejdsløsheden falde hurtigere omkring København, Århus eller Odense, fordi det er der, jobbene bliver skabt. Områder omkring de største byer er mere klar til at gribe opsvinget, når det kommer," vurderer arbejdsmarkedsøkonom Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ifølge ugebrevet.
Helt konkret er kampen om de få job benhård i især Syd- og Vestsjælland samt Østsjælland. Her kæmper cirka ni arbejdsløse om hver ledig stilling, mens der på landsplan er cirka syv arbejdsløse for hver ledig stilling.
I hovedstaden er der kun seks personer til hver enkelt stilling, og i Østjylland omkring Århus konkurrerer kun fem arbejdsløse om én ledig stilling, fremgår det af notatet fra AE.
De arbejdsløse skal blive endnu mere mobile, hvis uligheden mellem landsdelene skal blive mindre. Det er mange ledige allerede blevet i blandt andet i Faxe Kommune, som har mistet mange ufaglærte arbejdspladser.
Det fortæller Vibeke Dyhr, der er afdelingsleder i kommunens jobcenter.
"Det er svært for os at finde relevante job, som folk kan søge. Vi har en del pendlere i kommunen, som tager til Næstved, Køge eller længere nordpå," siger hun til ugebrevet.