Flaskedrenge, kassedamer og butiksbestyrere har kronede dage.
I de sidste ti år er der blevet ansat over 12.000 flere i de danske supermarkeder og varehuse.
Dermed har væksten i beskæftigelsen værre større i detailhandlen end i nogen anden branche - må på antal hoveder. Det fremgår af en analyse, som KL's nyhedsbrev Momentum har lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
Alligevel skal landets godt 163.000 ledige ikke sætte deres lid til detailhandlen fremover, lyder det fra Dansk Erhverv.
"Vi forventer ikke, at beskæftigelsen vil stige yderligere i supermarkeder og varehuse i de kommende år, snarere tværtimod. Det skyldes den svære økonomiske situation, men det er også, fordi der i branchen er mange deltidsansatte, hvis timetal kan øges, før der bliver behov for nyansættelser," siger Henrik Hyltoft, markedsdirektør i Dansk Erhverv til Momentum
Nummer to på listen over jobskabere de seneste ti år er konsulentbranchen, hvor der i perioden 2001 til 2010 er blevet ansat ekstra knap 10.000.
Heller ikke her, skal man dog som ledig satse stort.
"Vi har ikke specielt positive forventninger til væksten i Danmark i de kommende år. De fleste nyansættelser i viden og rådgivningsbranchen forventes mest af alt i udlandet," siger Peder Søgaard-Pedersen, konsulent i DI til KL's nyhedsbrev.
Landbrug og gartneri er de brancher, der har mistet flest job de sidste ti år, helt præcis 21.611. Det svarer til, at godt hver fjerde job er forsvundet.
I opgørelsen indgår ikke brancher, der hovedsageligt tilhører den offentlige sektor. Analysen løfter heller ikke sløret for, hvilke brancher der forventes at blive de største jobskabere fremover.