Danskerne skal stadig donere penge, så fattige danskere kan få and på bordet og gaver under træet.
Det mener Liberal Alliances socialordfører Joakim B. Olsen i kølvandet på debatten, om der overhovedet findes fattige i Danmark.
"Jeg håber virkelig ikke, at det går ud over danskernes lyst til at donere deres egne penge til velgørende organisationer. Min anke var fra starten, at staten ikke skal gå ind og påtage sig støtte til julegaver," siger Joakim B. Olsen til Newspaq.
Debatten eksploderede, da Öslem Cekic (SF) brugte kontanthjælpsmodtageren Carina som et eksempel på en fattig dansker. Det viste sig dog, at Carina havde 5.000 kroner om måneden, når alt var betalt, og flere organisationer slog fast, at hun ikke var fattig.
Siden har flere hjælpeorganisationer og Rådet for Socialt Udsatte udtryk bekymring over, at debatten får danskerne til at droppe gavmildheden i julen.
"Jeg kan godt frygte, at en sådan en historie vil påvirke juleindsamlingen til fattige danskere. Nogle gange har den salgs historier en tendens til at leve videre," siger generalsekretær Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp til Kristeligt Dagblad.
Socialminister Karen Hækkerup (S) mener, at danskerne i for høj grad opfatter staten som et "tagselbord". Hun vil derfor tage et opgør med krævementaliteten, og der er vand på Joakim B. Olsens mølle.
"Jeg vil gerne rose socialministeren for at starte debatten," siger han og understreger, at det dog er "dybt hyklerisk", at regeringen vil afskaffe starthjælp og loft over kontanthjælpen.
"Regeringen mener ikke selv, at Carina er fattig, men hun vil også få flere penge, når de afskaffer starthjælp og loft over kontanthjælp," slutter Joakim B. Olsen.
Tidligere onsdag nægtede Özlem Cekic at møde Joakim B. Olsen i en debat om fattigdom. Nu har hun meddelt, at hun alligevel tager debatten.