Få øjeblikke før Lars Løkke Rasmuusen trådte ud fra folketingssalen efter åbningstalen, kom der en noget større og bredskuldret mand ud, der ikke havde problemer med at komme igennem randen af journalister.
Og selvom han havde glædet sig til sin første arbejdsdag i Folketinget, så var han ikke imponeret over Helle Thorning-Schmidts åbningstale.
"Jeg synes, den var meget kedelig," sagde Joachim B. Olsen (LA) til Newspaq, netop som han forlod salen.
"Men hun har nok heller ikke haft så lang tid til at skrive den," fortsatte han.
Den tidligere europamester i kuglestød, og nuværende arbejdsmarkedsordfører for Liberal Alliance, undrede sig dog over, at Helle Thorning-Schmidt efter hans overbevisning havde foretaget en kovending i forhold til hendes udmeldinger under valgkampen.
"Vi har under hele valgkampen hørt på, at lavere skat på arbejde ikke er en god måde at øge arbejdsudbuddet på.
"Og nu står hun så her og siger, at man skal sænke skatten for at øge arbejdsudbuddet. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt," sagde han.