Den pensionerede danske kuglestøder Joachim B. Olsen vil få vekslet sin bronzemedalje fra VM i indendørsatletik i 2006 til en sølvmedalje.
Det oplyser Det Internationale Atletikforbund, IAAF, i en pressemeddelelse.
Opgraderingen skyldes en diskvalificering af en række medaljetageres resultater som følge af doping.
Joachim B. Olsen vil få overrakt sølvmedaljen 2. marts i forbindelse med VM i indendørs atletik i Birmingham.
Olsen banede sig i Moskva 2006 vej til medaljeskamlen med et kast på 21,16 meter.
Hviderusseren Andrej Mikhnevitj vandt i første omgang sølv med et kast på 21,37 meter, men han har altså fået sit resultat annulleret på grund af brug af doping.
Reese Hoffa vandt guld i VM-konkurrencen i 2006.
I alt seks udøvere skal have udskiftet deres medalje til en flottere karat i forbindelse med indendørs-VM i Birmingham.
Også ved VM i London sidste år fik en række udøvere udskiftet deres medalje.
- Efter den meget positive respons på omfordelingsprocessen i London i august er vi glade for at kunne fortsætte med at ære atleter for deres resultater, siger IAAF-præsident Sebastian Coe.
- Og der er ingen bedre måde end foran en fuld arena af passionerede atletikfans ved et stort mesterskab.
/ritzau/