10:18 tikker sms'en ind fra Jan Nielsen.
"Hej. Undskyld. At jeg ikke har svaret dig før... Ja. Så har jeg været til møde og fik skrevet under på, at jeg har modtaget min fyreseddel. Med venlig hilsen Jan."
Der var ingen tvivl i timerne inden. Mødet var mere end et hint, for han skulle egentlig have været til undervisning på den efteruddannelse, har er blevet påbudt af Lindøværftet.
Kim: Sgu ikke noget at snakke om
Kim Nielsen er bekymret på sin storebror Jans vegne, men går stadig selv på værftet. Lige som resten af hans hold på 30 mand, der alle er gået fri, fordi de står for den sidste del af skibet.
"Det er træls, at andre kollegaer får en fyreseddel, men stemningen er god nok for vores vedkommende. Det er sgu ikke noget, vi snakker om. Vi er mere hårdføre end andre - det ikke første gang, vi oplever det her. Vi har allesammen været fyret før."
Jimmy Kristiansen står i samme situation. Han har undgået fyresedlen for nu. Det har 13 af hans kammerater til gengæld ikke. De har taget det flot, fortæller han, men det kan mærkes.
"Det er ikke noget, man kan sætte ord på - det er en fornemmelse: Stemningen er trykket. Folk snakker i krogene. Og det rører mig da. Det er mennesker, jeg har kendt i rigtig mange år. Jeg er trist på deres vegne," fortæller Jimmy Kristiansen fra sin værkstedsplads.
Jan tog hjem til Næsby
Kort efter tikker en ny sms ind fra Jan Nielsen. Han er taget hjem til huset i Næsby.
"Åhh. Jeg er hjemme nu. Jeg har det fint... selv om det gør ondt. Men vi var klar over, at det skulle gå den vej. Og jeg har fået et nyt kursus på fire uger nu.."