Den fire år lange romance mellem Jim Carrey og Jenny McCarthy er blevet markeret ved en kærlighedsceremoni.
Parret har givet hinanden hånden og ordet på, at de vil blive sammen altid. Det er dog ikke en ægtepagt, men blot et løfte, skriver femalefirst.co.uk.
Begivenheden fandt sted i Malibu, hvor familie og venner var samlet. En af gæsterne fortæller sådan om ceremonien:
"De lovede hinanden, at de vil være forelskede for evigt, og at de altid skal være sammen. For dem er det lige så godt som ægteskab."
47-årige Jim Carrey har været gift to gange, men har nu bundet sig til den 36-årige Jenny McCarthy.
"Jim insisterer på, at han og Jenny er meget glade for hinanden. Jim siger, at han ikke behøver en officiel ceremoni eller et stykke papir på kærligheden," lyder det fra kilden.