Ifølge eksperter kan islamisternes stigende aktivitet på sociale medier føre til konkrete terrorhandlinger.
Derfor opruster Politiets Efterretningstjeneste (PET) nu i kampen mod cyberjihad og iværksætter en ny indsats mod radikalisering på nettet, skriver Politiken.
SSP-arbejdere, lærere og forældre skal have nyt fokus på internettets tag i de unge, så radikaliseringen opdages tidligere.
Og så vil PET "gentænke" sin forebyggelsesindsats, som ikke længere kun vil foregå fysisk, men også elektronisk ifølge PET-chef Jakob Scharf.
I dag bekæmper PET radikalisering gennem blandt andet opsøgende arbejde i lokalområder.
Men radikaliseringen er i vid udstrækning flyttet fra mørke kælderlokaler ud i internettets undergrund, og derfor flytter PET ressourcer til arbejdet med at imødegå radikalisering på sociale medier som Facebook og YouTube.
- Det er noget, vi nu kommer til at fokusere meget mere på i den forebyggende indsats. Vi ser en ny tendens til, at de sociale medier bruges mere aktivt i en radikaliseringsproces, siger Jakob Scharf til Politiken.
En arbejdsgruppe under PET er desuden nu ved at finde nye på metoder til at komme cyberradikaliseringen i møde.
Terrorforsker Magnus Ranstorp fra den svenske Försvarshögskolan kalder udmeldingen "opsigtvækkende".
- Scharf definerer her et helt nyt område for PET, som får stor betydning for kampen mod radikalisering og terror, siger den svenske forsker til Politiken.
De sociale medier er ifølge Scharf særligt farlige for radikaliseringen af unge muslimer, fordi de "legitimerer meget voldelige synspunkter ved at sætte dem ind i en tilforladelig ramme".
Og de voldelige ytringer på nettet er ikke bare tom snak, understreger Aaron Y. Zelin, terrorforsker ved The Washington Institute, der indsamler og analyserer militant islamistisk propaganda på nettet:
- Vi har allerede set flere eksempler på, at en radikaliseringsproces på nettet har ført til angreb i den virkelige verden, siger han til Politiken.
/ritzau/