Det lyder umiddelbart som et navn fra en actionfilm.
Men en 57-årig kvinde, som de amerikanske medier har døbt 'Jihad Jane', er blevet anholdt for at rekruttere mænd til selvmordsangreb i Europa og Asien.
Ifølge det amerikanske justitsministerium så fik 'Jihad Jane' en direkte ordre til at dræbe en "borger og indbygger i Sverige', og gøre det på en sådan en måde, at det ville skræmme 'hele den ikke-troende verden". Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse tirsdag aften.
Jihad Jane, hvis borgerlige navn er Colleen LaRose, sigtes blandt andet for at have planlagt at forsyne terrorister med materiale og for at have stjålet en amerikaners pas med henblik på at forfalske det og bruge det i forbindelse med terrorhandlinger. Hvis hun bliver kendt skyldig står hun til fængsel på livstid og en bøde på 5,5 millioner kroner.
Udover den 57-årige kvinde har anklagemyndigheden yderligere fem personer i kikkerten. De fem personer, som kommer fra Asien, Øst- og Vesteuropa og USA, beskyldes alle for at have rekrutteret personer over internettet til at gennemføre terrorangreb.