Det euforiserende rigmandsstof kokain er ikke fuldstændig ukendt for den narkosigtede kendis-kvinde.
Den 40-årige såkaldte 'jetsetdronning forklarede i dag i Københavns Byret, at hun har en fortid med det hvide pulver.
På anklagerens spørgsmål, om hun havde prøvet kokain, svarede hun:
"Ja, da jeg var ung. Men nu er jeg 40, og det var i starten af tyverne," fortalte hun og afviste samtidig, at hun har taget det siden.
"Siden dengang har jeg ikke haft noget med kokain at gøre," sagde hun.
Under retsmødet løb hun fra sin tidligere forklaring til politiet om, at hun to gange har købt to gram kokain af sin pusherven, der også er sigtet i sagen.
I stedet forklarede hun om deres møder, at manden er en nær ven, som hun brugte til at tale om sin ægteskabelige krise sidste sommer.
Den 40-årige jetset-dronning er tiltalt for videresalg af 140 gram kokain. Der ventes dom i sagen på torsdag.