Man skal være varsom, hvis man vil søge på Hollywood-stjerner som Jessica Biel eller Brad Pitt. Der er nemlig stor risiko for, at de søgninger, der vil komme frem, indeholder virus.
Specielt Jessica Biel kan være farlig for ens computer, viser en ny rapport fra computersikkerhedsfirmaet McAfee. Ifølge firmaet er skuespillerinden 'den farligste berømthed i cyberspace', skriver femalefirst.co.uk.
Pitt og Biel er dog ikke de eneste stjerner, der kan skabe problemer. Beyonce, Jennifer Aniston, fodboldspilleren Tom Brady og Jessica Simpson kan også skabe ravage, hvis man klikker på et forkert link.
McAfee råder folk til at holde sig til internetsider, man kender og stoler på.
"Forbrugernes besættelse af Hollywood-nyheder er harmløst, men et forkert download kan betyde stor skade for en computer," siger direktør for McAfee, Jeff Green.