FC Midtjylland røg torsdag ud af Europa League-kvalifikationen, da holdet tabte 0-2 ude til Osmanlispor, der vandt 3-0 samlet.
Efter nederlaget i Tyrkiet ærgrer FCM-træner Jess Thorup sig over sit eget holds manglende evne til at udnytte chancerne i playoffrunden.
- Hvis vi ser over de to gange 90 minutter, så har vi vel produceret de chancer, der skal til, for at have en forhåbning om at komme videre.
- Men vi ender med ikke at have scoret et mål, og hvis man ikke scorer mål, så har man svært ved at gå videre i Europa. Vi får tre mål imod os, og det er vel tre mål, som vi på gode dage skal undgå. Der er et selvmål, en afretning og et frispark fra 35 meter.
- Alt i alt synes jeg, det er mere lige kampe, end resultaterne viser. Men i bund og grund var vi ikke skarpe nok i felterne, og derfor er vi ude, siger Jess Thorup til klubbens hjemmeside.
I sidste sæson kom FC Midtjylland med i gruppespillet i Europa League, og holdet formåede endda at gå videre til to møder mod Manchester United.
Jess Thorup havde gerne set en gentagelse.
- Det er en ærgerlig følelse. Vi havde håbet, at vi for andet år i streg skulle komme igennem nåleøjet til gruppespillet, som er den overordnede målsætning for klubben at komme tre gange inden 2020.
- Vi havde muligheden for at komme det for anden gang i år to, siger han.
/ritzau/