Jesper Klein så for fem år siden sin store kærlighed, konen Lykke Nielsen, bukke under for brystkræft.
Derfor vidste han også, hvor det bar hen, da han fik konstateret ondartet leverkræft, siger sønnen, Sebastian Klein, i et interview med B.T.
Men selv om skuespilleren forudså, at han skulle dø, var han ikke parat.
"Min far ville ikke dø. Men når omstændighederne var, som de var, ville han heller ikke leve med de smerter og det liv, man lever som kræftpatient i terminalfasen. Men det var ikke en mand, der var mæt af dage. Han havde meget mere at byde på," siger Sebastian Klein til B.T.
På grund af sygdommens uundgåelige forløb valgte Jesper Klein, at han ikke ville have kemoterapi.
"Det havde helt sikkert noget at gøre med, at det var så hårdt for min mor, og det var så hårdt for ham at se, hvordan hun stred," siger sønnen og forklarer, at faren ønskede et hurtigt forløb, fordi han led under smerterne.
Jesper Klein og Lykke Nielsen havde ellers planlagt en lang og lykkelig alderdom.
"De skulle være blevet grå og gamle sammen. Han havde også regnet med, at det var ham, der skulle ryge først, så han syntes, det var helt forkert," siger han til avisen.
Kilde: BT