- Jeg ved ikke en skid om investeringer i bitcoin. Jeg har ikke forstand på det, og jeg investerer slet ikke. Det er tydeligt, at det er fup og svindel, siger tv-værten Jes Dorph-Petersen til Ekstra Bladet.
Den markante udmelding kommer, efter hjemmesiden newstoday.com har bragt en falsk artikel, der ser ud som om, den stammer fra erhvervsmediet Berlingske Business.
Artiklen beskriver, hvordan Jes Dorph-Petersen under et interview i 'Go' Aften Danmark' med den danske Hollywood-skuespiller Viggo Mortensen gjorde en god investering i bitcoins.
Ifølge artiklen har Viggo Mortensen tjent hele 21 millioner kroner ved at benytte sig af tjenesten Bitcoin Revolution. Den beskriver samtidig, hvordan Jes Dorph-Petersen for rullende kameraer skulle have fundet sit dankort frem og i løbet af blot otte minutter kunne indkassere 2530,86 kroner efter at have investeret 1600 kroner.
Problemet er bare, at det ikke er rigtigt.
- Det, jeg bliver mest vred over, at at nogen sidder og er smarte og vil sælge et underlødigt produkt, og at de opdigter en falsk virkelighed, siger Jes Dorph-Petersen til Ekstra Bladet.
Han har nu meldt newsotoday.com til politiet.