Den tidligere cykelrytter Jens Veggerby er blevet tiltalt for pengesmugling.
Han skal tilbage i november 2008 have smuglet godt to millioner kroner ind i Danmark fra Monaco for sin ven og forretningspartner Stein Bagger. Det skriver Jyllands Posten.
Kontanterne skulle Veggerby have afleveret til HA-rockeren Brian Sandberg, som han mødtes med i Københavns Lufthavn.
Selv siger Veggerby, at han ikke var klar over, at han gjorde noget ulovligt. Det tidligere medlem af par nummer syv regnede simpelthen med, at transporten var en vennetjeneste.
"Ja, jeg har gjort noget forkert. Det må jeg stå ved. Men da jeg gjorde det, handlede jeg i god tro. Længere er den ikke," siger han til avisen.
Tidligere har Jens Vegger forklaret, at Stein Bagger stod inde for, at pengetransporten var lovlig.
"Jeg spurgte Stein Bagger, om det var lovligt at transportere penge på den måde. Han sagde, at det var helt efter reglerne. Og var der nogen, som spurgte, skulle jeg bare ringe til ham," har eks-cykelrytteren fortalt Jyllands-Posten.
Jens Veggerby skal for en dommer i Københavns Byret. Bliver han erklæret skyldig, venter der en bødestraf.