"Sex? Jeg har ikke en gang tid til at tænke på sex!" Sådan siger den danske popsensation Medina i dag til B.T.
Hele 2,3 millioner brugere har allerede klikket sig forbi den frække og flotte 'Kun for mig'-video på youtube. Og den sexosende sang har slået alle rekorder med 25 uger i toppen af download-hitlisten. Men i det virkelige liv har Danmarks p.t. frækkeste popdiva slet ikke tid til at krølle lagner.
"Jeg arbejder fra mandag til søndag - syv dage om ugen. Jeg har møder kl. 23 om aftenen. Og siden starten af året har jeg optrådt 140 gange," siger hun.
Hendes uimodståelige hit 'Kun for mig' har spredt sig som en international steppebrand og fyre nu op under dansegulve på hele kloden. Således ringede en veninde for ikke så længe siden hjem fra Peru og fortalte, at hun havde hørt sin venindes forførende stemme danse ud af den lokale radio.
Den mørkhårede skønheds debutalbum 'Velkommen til Medina' udkommer på mandag.