Følelserne sad helt uden på tøjet, da de mange fans, som 'The King of Pop' har efterladt sig i Japan, fik lov til at mindes ham ved en udstilling med nogle af hans ekstravagante effekter.
Fankulturen i 'Solens rige' er kendt for at være en af de mere hysteriske, men ved åbningen af den afdøde gigastjernes udstilling nåede hysteriet nye højder.
I weekenden åbnede en memorabiliaudstilling i Tokyo, og her var flere hundrede japanske fans mødt op for at få et indblik i Michael Jacksons overdådige samling af effekter i alle mulige afskygninger.
Det tærede så meget på de sørgende hjerter, at flere af de besøgende græd og besvimede ved synet af blandt andet den berømte rhinstensbesatte handske, som MJ så ofte har taget sig selv i skridtet med, et udvalg af hans scenekostumer og yndlings-Rolls Roycen.
"Ved at se alle disse ting fik jeg genopfrisket alle mine minder om Michael," sagde en 49-årige fan ifølge TV2 VIP Gossip.
Samlingen kan opleves de næste to måneder ved foden af Tokyo Tower. Her afholdes der også en mindehøjtidelighed den 25. juni, hvor det er et år siden, at popstjernen døde.