Det kommer næppe som den store overraskelse for de fleste, at Michael Jackson var sygeligt besat af sit udseende.
En af den afdøde stjernes venner, tv-stjernen og Liza Minnellis eksmand, David Gest, fortæller nu, hvordan han mener, at Kongen af Pop gik alt for langt med sine skønhedsoperationer, skriver Female First.
"Han så godt ud fra begyndelsen og havde slet ikke behov for at gøre noget, men plastikoperationer var en besættelse," siger han.
Ifølge ham gik det først op for Michael Jackson alt for sent, og da havde operationerne taget overhånd.
Michael Jackson menes at have fået et utal af kosmetiske operationer, her i blandt en række næseoperationer, ligesom han har fået opereret implantater ind i kinder og hage. Derudover fik han tatoveret sine læber og øjenbryn.
Det er ifølge David Gest også sangerens lægestab skyld, at han blev afhængig af receptpligtig medicin.
"Sandheden er, at nogle af de læger, der var omkring ham, var mere interesserede i at være hans ven, end om han var ok fysisk," raser han.