Unge i Odense har taget japanske tegneserier til sig
Christoffer Stig Christensen
chrc@avisen.dk
@BRØD:Synes du, at filmfigurer som Chihiro, Major Motoko Kusanagi eller Pikachu klinger eksotisk, og lyder begreber som manga, anime og cyberpunk spændende, så er det måske en idé at slå et smut forbi Ungdomshuset i Nørregade,
Her har foreningen AI Odense (Anime i Odense, red.) holdt til siden maj 2006. Foreningen arbejder for at fremme kendskabet til japansk populærkultur her i byen, særligt tegnefilm og tegneserier.
Hver fredag fra klokken 16.30 mødes 10-25 unge mennesker for at dele en fælles passion for mærkelige væsener og fremmede verdener. De japanske tegnefilm ligner nemlig ikke de Disney-tegnefilm, vi er vant til på denne side af jordkloden.
»Figurerne er anderledes. De er mere stilistiske og har ofte store øjne og mærkelige frisurer,« siger Erik Lauridsen, der er formand for AI Odense.
Han fortæller også, at den japanske animation er mere voldsom end den i Vesten.
»I Japan har man et andet syn på, hvad man kan tillade sig at vise i en tegnefilm. Det er ikke unormalt, at nogen dør i filmene, og man er bestemt ikke i tvivl om det, når det sker.«
Anderledes livssyn
Erik Lauridsen synes ikke, det er underligt, at den japanske populærkultur bliver dyrket i Odense.
»Det er blevet stort på verdensplan, så hvorfor skulle det ikke også komme til Odense,« siger han.
Hvis man tror, at de unge mennesker i AI Odense bare mødes for underholdningens skyld, kan man godt tro om. For formanden mener, at man herhjemme kan lære noget af de utraditionelle tegnefilm.
»Det er en anden kultur og nogle andre livssyn. Historierne handler ofte om at finde sig selv, men også om at holde sammen. De værdier kunne vi lære noget af i en tid, hvor alt er blevet meget individualistisk,« siger Erik Lauridsen og fortæller, at sammenhold er noget, man lægger vægt på i foreningen.
»Det er jo bedre at se filmene sammen og snakke om dem fremfor at sidde alene derhjemme«. 0Alle er velkomne i AI Odense, og i eftermiddag blænder foreningen blandt andet op for den banebrydende animefilm Ghost in the Shell fra 1995.