Den japanske elektronikgigant Renesas lukker sine udviklingsaktiviteter i Danmark. Renesas Mobile skal ikke længere udvikle 4G-modemer, og det betyder, at samtlige medarbejdere i København, som i 2010 blev købt fra Nokia, mister jobbet.
Det skriver Ingeniørens netavis.
Japanske Renesas sikrede sig i 2010 nogle af Nokias modemudviklere til deres egen produktion af trådløse LTE-modems. Senere lukkede Nokia alle udviklingsaktiviteter i Danmark.
Men konkurrencen på 4G-markedet har vist sig hårdere end først antaget for Renesas. Derfor lukker det japanske firma alle sine LTE-aktiviteter, hvorved 110 danske udviklere i de tidligere Nokia-bygninger i Københavns Sydhavn mister deres job.
Den danske afdeling hører under Renesas' finske datterselskab, hvor over 1100 medarbejdere mister deres arbejde, lyder det fra det japanske hovedkontor i en meddelelse.
Desuden bliver 300 medarbejdere i Indien berørt af lukningen af LTE-aktiviteterne.
Medarbejderne er torsdag morgen blevet orienteret om situationen ved et fællesmøde.
Renesas betalte ifølge Ingeniøren i 2010 lige under 1,2 milliarder kroner for Nokias modemafdeling.
/ritzau/