Japans skrøbelige ny regering risikerer at få endnu et hak i den nymalede lak.
Landets 77-årige finansminister Hirohisa Fujii er nemlig tæt på at gå af. Lige nu afventer han lægernes dom over sit helbred. Fujii selv siger, han er udmattet og lider af for højt blotryk.
Den erfarne finansminister bliver ellers betragtet som en af de få garvede i i premierminister Yukio Hatoyamas kabinet, der blev dannet, efter Hatoyamas Demokratiske Parti strøg ind på magtens tinder i september sidste år. Det skriver nytimes.com.
Regeringen har i den sidste tid fået en del ridser i lakken og er lige nu presset af en række skandaler og en slunken økonomi.
Derfor vil det være et kæmpe nederlag, hvis han går af. Kilder tæt på Fujii og Hatoyama siger, at finansministeren onsdag morgen besluttede sig for at trække stikket til sin ministerkarriere, men at den japanske premierminister nu vil prøve at overtale ham til at blive.
Investorer over en bred kam ser den aldrende Fujii som en garanti for, at Japan holder sig til sine stramme økonomiske planer.
Hiroshia Fujii lod sig onsdag den 28. december indlægge og har siden da pendlet mellem hospitalet og finansministeriet.