Japan har henrettet de sidste seks medlemmer af dommedagskulten Aum Shinrikyo, som i 1990'erne stod bag en række forbrydelser. Heriblandt var et angreb i 1995 med giftgas i Tokyos undergrund, som dræbte 13 personer.
Omkring 6000 personer kom til skade i angrebet, der fandt sted i myldretiden om morgenen og udløste panik blandt de togrejsende.
De seks personer, som i årevis har siddet på dødsgangen, blev henrettet ved hængning torsdag morgen lokal tid.
Det oplyser Japans justitsminister, Yoko Kamikawa.
I alt blev 13 medlemmer af gruppen dømt til døden. De syv andre, deriblandt den karismatiske leder Shoko Asahara, blev for godt tre uger siden henrettet på lignende vis.
Asahara var hjernen bag angrebet på undergrundsbanen i Tokyo i 1995.
Angrebet med gassen sarin fik gaderne i den japanske hovedstad til at ligne en krigszone. Syge mennesker strømmede op fra undergrunden med væskende øjne og åndedrætsbesvær.
Mange af de ramte væltede omkuld på gaden med fråde om munden, mens blodet strømmede ud af deres næser.
Kulten, der stod bag angrebet, blandede buddhistisk og hinduistisk meditation med apokalyptisk tænkning.
Efter angrebet mod undergrundsbanen i Tokyo fulgte mere end 20 års retssager og ankesager mod kultens tidligere medlemmer.
Sidste ankemulighed blev udtømt i januar 2018. Her stadfæstede højesteret en livstidsdom mod et af de dømte eksmedlemmer af kulten.
Asahara stiftede Aum Shinrikyo i 1987. Blandt andet med en overbevisning om, at USA ville angribe Japan med atomvåben og gøre landet ubeboeligt.
Han overbeviste sine følgere om, at han ville rejse frem i tiden til 2006 for at tale med mennesker om, hvordan tredje verdenskrig var forløbet.
Mange af den berygtede kults medlemmer kom fra Japans fineste universiteter.
/ritzau/AP