Det eftersøgte par, der i går blev anholdt for mordet på den 33-årige Kenneth Kristensen, skal begge i grundlovsforhør i retten i Næstved. Lige nu afhøres Janus Elleris Malthe.
Han indrømmede for kort tid siden i retten, at han skød mod den dræbte, men at det ikke var hans hensigt at dræbe ham. Han erklærede desuden, at han ikke var ved sin fulde fem, og derfor ikke ville svare på flere spørgsmål, oplyser TV 2 News.
Kæresten, 20-årige Louisa Conde Bech, skal i grundlovsforhør efter Janus Malthe. Begge to sigtes for drab, og politiet har begæret lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning, idet politiet stadig leder efter en tredje person, der menes, at have været i bilen under likvideringen af Kenneth Kristensen.
Ifølge den dræbtes svoger er motivet for drabet en gæld på 11.000 kroner.
"Det havde intet med narko at gøre. Kenneth havde lånt Louisa 11.000 kroner til tatoveringer og smykker. Dem ville han have tilbage på en pæn og høflig måde, og han ville gerne lave en afdragsordning," siger Kenneths svoger, Jesper Nyby til sn.dk.
Både Janus Malthe og Louisa Conde bliver fremstillet med krav om isolation under varetægtsfængslingen.