Grimme og ubehagelige beskeder glider i en lind strøm ind til Janni Pedersen, og lander i hendes indbakke og i kommentarsporet på "Go’ Aften Live"s Facebook-side.
Det fortæller den ellers populære 53-årige tv-vært og forfatter til Alt For Damerne.
Cirka hver tiende besked er, hvad Janni Pedersen kalder "en grim en".
Det er dog ikke helt nyt for Janni Pedersen. Siden hun i 2006 satte sig foran kameraerne på TV 2 News, har hun fået kommentarer om, at hun er for "mager til tv", at hun "ligner en dreng" med sit korte hår, og at hun er en "selvglad person", som "kloger sig" og "har en forfærdelig tøjsmag".
En undersøgelse viser, at den slags beskeder kommer fra både unge og gamle af begge køn og fra alle uddannelsesniveauer. Det har Janni Pedersen også opdaget.
- En dag tjekkede jeg en kvinde, der havde skrevet en grim besked til mig, og det viste sig, at hun havde haft adskillige højtstående stillinger rundt omkring i verden. Hun så virkelig sød ud og lignede lidt min mor, fortæller Janni Pedersen til Alt for damerne.
Hun tilføjer, at hun ikke forstod, hvorfor kvinden havde skrevet til hende.
- For jeg ville forvente, at en kvinde som hende netop ville vurdere mig på min faglighed. Det gjorde mig ked af det, fordi jeg ikke kunne forklare det med, at hun ikke vidste bedre.
Hun fortæller, at hun ikke forsvarer sig selv, når hun modtager hadbeskeder. I stedet forklarer hun, hvordan det føles at modtage dem.
- Det gør ondt, at folk bare tror, at man er en dukke, der er blevet sat til at læse op, når virkeligheden er, at jobbet kræver, at jeg er en dygtig journalist, der sidder og arbejder journalistisk, imens vi er på skærmen.
- Det ramte mig, at der ikke var mere respekt for mig og mit arbejde, fortæller hun.