- Jeg er satans misundelig på jer, der har været nomineret til Talentprisen. I har livet foran jer.
Sådan sagde skuespiller og cirkusdirektør m.m. Søren Østergaard, da han blev hyldet med Æresprisen ved Årets Zulu Comedy Galla i Operaen i København.
- Når man får Æresprisen, er man i slutningen, tilføjede den 64-årige prismodtager ifølge Ritzau.
Søren Østergaard blev hædret med Æresprisen og blev dermed medlem af en lille, men fornem klub, som også tæller Ulf Pilgaard (modtog Æresprisen i 2010) og Casper Christensen (modtog Æresprisen i 2015).
- Det er meget overvældende og dejligt at høre de smukke ord, sagde en taknemmelig Søren Østergaard, som modtog Æresprisen for at have revolutioneret cirkusgenren.
Han er kendt som manden bag Zirkus Nemo, og så har han både statuetter fra Robert- og Bodilprisen stående. I 2014 blev han Ridder af Dannebrog, men han er også kendt som Bager Jørgen, Måler-manden og, måske især, Smadre-manden.
Årets Zulu Comedy Galla vises på TV 2 Zulu og TV 2 Play søndag aften.
Det er kun Søren Østergaard, som her ses ved hædringen, Ulf Pilgaard og Casper Christensen, som har modtaget Æresprisen ved Zulu Comedy Galla. TV 2 Zulu