Det lyder grotesk, men det danske kvindelandshold er øjensynligt lukningstruet.
Ifølge TV2 Sportens oplysninger kan Dansk Håndbold Forbund (DHF) blive tvunget til at droppe holdet, hvis ikke forbundet kan blive enige med spillerne om deres lønvilkår.
DHF har forlangt, at spillerne går med til at snitte 48 procent af deres grundløn. Et udspil, Spillerforeningen og dens medlemmer ikke har noget særligt til overs for.
I en mail, som Spillerforeningens direktør Michael Sahl har sendt rundt til spillerne, og som TV2 Sporten har fået fingrene i, opfordres spillerne til at stå lige så fast som deres modpart.
"Først og fremmest vil jeg informere jer om, at DHF fortsat ikke har rykket sig i forhold til deres første udspil. Det gør det selvsagt lidt svært at forhandle," skriver direktøren.
DHF har i stedet forsøgt at påvirke spillerne til at rykke sig i forhandlingerne ved at gå gennem klubberne.
"Mange spillere er allerede blevet kontaktet af klubdirektører, og DHF forsøger at lægge pres den vej igennem, og male alle mulige skrækscenarier op," hedder det i mailen.
"I forhandlingsgruppen er vi blevet enige om at holde 100 procent fast i, at vi vil have et bedre tilbud fra DHF, end det, som reducerer grundvederlaget med ca. 48 procent, mens bonusaftalen ligeledes er skåret kraftigt," fortsætter Michael Sahl.
Kilde: sporten.tv2.dk