En månedlang menneskejagt kan nu slutte.
Politiet på Jamaica har arresteret den formodede narkogangster Christopher "Dudus" Coke i hovedstaden Kingston. Det skriver BBC.
Myndigheder oplyser, at han blev fundet i selskab med en præst, der fortalte, at Mr. Coke var på vej til den amerikanske ambassade for at melde sig selv. Den jamaicanske regering vil nu udlevere ham til USA.
Mr. Coke har skabt voldsomt kaos i Jamaica, der for en måneds tid siden var i undtagelsestilstand. Mere end 70 mennesker blev dræbt i jagten på Christoffer Coke, der resulterede i fire dage med skudkamp mellem politi og bevæbnede unge mænd.
USA har tidligere krævet Coke udleveret for at få ham straffet for narkoforbrydelser.