Ikke kun den konservative Lene Espersen har villledt ved at tale usandt i Folketinget. Også tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har givet Folketinget usande oplysninger.
Og endda i samme sag, nemlig om den hemmelige rapport om priser for behandling på privathospitaler. Det skriver Politiken
I Folketinget den 13. maj 2009 svarede Jakob Axel Nielsen flere gange, at den omtalte rapport slet ikke fandtes.
"Der er ikke tale om, at der findes nogen rapport," sagde han blandt andet.
Men arbejdet på rapporten var allerede overstået den 27. februar 2009, to en halv måned tidligere, bekræfter Sundhedsministeriet nu.
Så der lå allerede en rapport på 95 sider med både indholdsfortegnelse, grafer, tabeller og et første afsnit, der hedder "Rapportens baggrund og opbygning". Ligesom ministeriet i en mail beskrev rapporten som "privat-rapporten."
Men det vidste den daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen så åbenbart ikke noget om, sagde han.
"Hans udtalelser under samrådet er i direkte strid med ministeransvarsloven. Man må ikke lyve for Folketinget. Det er klokkeklart," siger Henrik Palmer Olsen, professor i jura ved Københavns Universitet til Politiken.
Og præcis samme dag, som Axel Nielsens forkerte svar, svarede partiformand Lene Espersen også forkert om netop rapporten.
Senest er det kommet frem, at Sundhedsministeriet holdt rapporten tilbage fra at nå Folketingets kontrolinstans Rigsrevisionen, som var i gang med at undersøge, om regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen, betalte privathospitalerne overpriser for at udføre opgaver fra de offentlige ventelister.