I fredags udkom den omdiskuterede bog ' Jæger - i krig med eliten' og trods fortryk i Politiken og lækkede udgaver på nettet, er bogen alligevel blev noget af en salgssucces.
Hos boghandlerkæden Bog & Idé ligger bogen allerede øverst på bestsellerlisten.
"Jægerbogen har solgt særdeles godt. Der skal noget til, at en bog lander på toppen af vores bestsellerliste efter to dage i handlen. Det er helt usædvanligt," siger indkøbsassistent hos Bog & Idé, Susanne From, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Også hos kæden Arnold Busck er jægerbogen et hit. Her har den allerede solgt 903 eksemplarer på landsplan, hvilket er et langt højere antal sammenlignet med andre bøger.
Selvom jægerbogen i dag findes på utallige internetsider, ser det altså ud til, at danskerne alligevel vælger at bruge penge på den originale trykte udgave.
Bogen skulle oprindeligt udgives af forlaget People's Press i slutningen af september, men Forsvarskommandoen begærede 14. september 2009 bogen standset via et fogedforbud. Begrundelsen var, at bogens indhold udgjorde en sikkerhedsrisiko for danske soldater på mission og rigets sikkerhed.
Den 16. september valgte Politiken at udgive Thomas Rathsacks bog som et tillæg til avisen. Sagen endte i Københavns Byret, men trods forsvarets ønske blev der ikke nedlagt fogedforbud, fordi bogen allerede var offentliggjort i sin helhed.
Sidste spadestik i sagen omhandler den arabiske oversættelse af bogen, der har indtil videre har kostet tre ledende medarbejdere i Forsvaret jobbet.