Den 31. maj 1992 er skelsættende for Jacob Haugaard.
Den sidste forårsdag for 26 år blev samtidig også allersidste dag med alkohol og stoffer efter 25 års massivt misbrug.
- Hvis alkoholen var min medicin, og jeg var selvmedicinerende, så virkede medicinen lige pludselig ikke mere. Jeg fik mere og mere en fornemmelse af, at jeg da også bare kunne tage mig selv af dage. Det hele gik lige pludselig i stykker for mig.
- Jeg havde et valg: Jeg stod med livet i den ene hånd og døden i den anden. Jeg kæmpede mig tilbage og gik i Minnesota-behandling. Det var første gang i mit liv, at jeg bad om hjælp. Siden den dag har jeg været clean og ædru, fortæller Jacob Haugaard.
Han fik en chance til, og det er også budskabet i hans nye støttesang, "Giv folk en ekstra chance", som den 66-årige entertainer har lavet til støtte for Landsforeningen af VæreSteder.
Sangen handler om vigtigheden af, at der er et fællesskab til at gribe en, når alt andet kollapser.
- Hvis man skal være ædru som mig, er der nødt til at være en vilje fra vedkommende selv. Men indtil man beder om hjælp, skal der være et sted, man kan være. Et sted, hvor man kan gå hen og få varmen, snakke med nogle søde mennesker og måske få et måltid mad.
- Jeg vil gerne have, at man ikke går forbi folk, der ligger ned. Man skal give dem en chance til. Der er værestederne vigtige, og dem vil jeg gerne sætte opmærksomhed på. En speciel ting ved at være så maltrakteret, som jeg har været, er, at der skal næsten ikke noget til at gøre en glad. Man bliver nøjsom, siger Jacob Haugaard.
Med på støttesangen er også Michael Falch, Rock Nalle, Jes Holtsø og Frank Clifforth.
De har alle tidligere fortalt deres personlige historier om mangeårige misbrug, og derfor var der ingen tvivl i dem om at bakke op om budskabet.
De har alle selv fået en chance til.
- De har også haft problemerne inde på livet. De ved, hvad de snakker om, siger Jacob Haugaard om kvintetten.
- Når vi er samlet, er det ligesom, hvis fem astronauter mødtes: Det er mere eller mindre uforståeligt for andre mennesker, hvad vi siger til hinanden, som ikke har flydt rundt på en eller anden banegård, som vi har.
Jacob Haugaard har været på stort set alt, man har kunnet være på, gennem sit 25 år lange misbrug: lsd, amfetamin, hash, øl, sprut og nogle gange også apotekerpiller som smertestillende, beroligende og sovemedicin, hvis ikke der var andet at ryge, drikke eller sniffe.
Under de første 10-15 år af sit 23 år lange hashmisbrug startede han hver dag med en morgen-fed.
Det var som at stige op i en rumraket og så bare give den én over nakken, fortæller han.
- Jeg kunne gå i byen i Aarhus og vågne op i Athen eller i London. Det er nogle værre anekdoter, jeg kan, som da vi kørte til Nordafrika for at ryge toldfri hash.
- Livet var en lang fest, og jeg troede, jeg var fri. Det var først, da det var alt for sent, og jeg stod i lort i halsen, at jeg fandt ud af, at jeg hverken var fri eller noget som helst andet: Jeg var total afhængig.
Det var en besættelse, fortæller Jacob Haugaard.
- Monrad og Rislund lavede en sang, der hed "Øl er Gud". Sådan var det også i mit liv. Jeg havde en kone, som elskede mig højt, fire søde børn, forældre, der ville gå gennem ild og vand for mig, og søskende, der stod klar.
- Så stod der en bajer ved siden af, og den tog jeg. Det beskriver mit liv, fra jeg var 15, til jeg var 40. Som Holberg sagde det: Jeg var besat af flaskens ånd.
Selv om rusen var stor, var illusionen endnu større.
Og da hans kone flyttede ud med de fire børn, gik processen i gang med at vælge livet til og søge hjælp, fortæller Jacob Haugaard.
Det var alt eller intet.
- Når du er beruset, er du usigelig lykkelig. Al indre dialog er stoppet, og det er pissefarligt, for når du så bliver ædru igen, så melder virkeligheden sig, og der er lykken kun glimtvis. Jeg kunne slet ikke holde ud at være nede eller skuffe folk.
- Jeg kan stadig huske, hvor godt man kunne få det af narko blandet med sprut. Så lykkelig man kunne blive af det, så lykkelig kunne man ikke være i virkeligheden. Lykken ér kun et glimt: "Wauw, her var dén", og så arbejder man hårdt videre.
Jacob Haugaard er stadig skrøbelig, fortæller han, men lykken kommer i flere glimt nu.
- Jeg er stadigvæk et kvaj til det med følelser for eksempel. Da vi indspillede støttesangen, var der landslejr for socialt udsatte, og vi fik alle til at synge kor: "Vi kommer og bærer dig hjem", synger de. Jeg havde det, som om at jeg var lige at tude. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle stille op.
- Alkoholisme er en sygdom i dine følelser. Det er en sindslidelse, så nogle gange ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op med dem. Hvis jeg bliver irriteret, siger jeg: "sådan noget lort!", og så kan min kone sige til mig: "Jacob, det hedder at være ked af det". Jeg har jo ikke været til stede i den afdeling, fra før jeg var 40.
Ifølge Jacob Haugaard bliver man aldrig helbredt, man lever med det, men man kan sagtens få et godt liv.
Få for at hjælp er det vigtigt at række hånden ud, men det er lige så vigtigt, at andre rækker hånden ud til dem, som ligger ned.
- Vi snakker meget om de svage, men her gør vi et forsøg på at lave et budskab, der også siger de udsatte noget.
- Jeg har været på evig turné i 30-40 år, kører 1000 kilometer om ugen og har mindst to job. De sidste 26 år har folk set en Jacob, der er glad og udadvendt. Jeg har sgu et fint liv nu.
"Giv folk en ekstra chance" udkommer onsdag den 31. oktober.
/ritzau/
Af Grith Larsen