Mens Michael Jacksons lå livløs på gulvet, brugte hans læge Conrad Murray afgørende minutter på at skaffe medicin og kanyler af vejen, som han havde brugt til at behandle popstjernen med.
Det fremgår af dokumenter fremlagt af det amerikanske nyhedsbureau Associated Press.
Alberto Alvarez, der var Michael Jacksons bodyguard, fortæller i dokumentet, at Murray midt i forsøget på at genoplive Michael Jackson holdt en pause for at gemme nogle pilleglas og kanyler, som han efterfølgende bad bodyguarden om at lægge i en taske.
Bodyguarden har også fortalt at lægen bad ham fjerne en kanyle, der indeholdt en 'mælkelignende substans', og den beskrivelse passer på det bedøvelsesmiddel, der ifølge obduktionsrapporten slog popstjernen ihjel.
Og at bodyguarden var tæt på den tragiske begivenhed, kan der ikke herske nogen tvivl om. Det var nemlig ham, der tilkaldte ambulancen, som hentede 'the King of Pop' den 25. juni 2009 i Bel Air.
Samme dag fortalte Alvarez politiet, at lægen havde forsøgt at skjule medicinen, så hverken familie eller myndigheder kunne finde det.