Intrigerne omkring den afdøde 'king of pop', Michael Jackson, bliver ved. Nu er det hysteriske fans, der chokerer andre hysteriske fans.
Popkongens sidste hvilested på kirkegården Forest Lawn i Glendale ved Los Angeles er blevet udsat for hærværk i form af grafitti som små beskeder fra fans, der ikke kan slippe den ikoniske popstjerne.
"Savner dig søde Engel" og "Hold drømmen ved lige" står der på ydermuren af det mausoleum, hvor Jacko ligger. Det er kun den nærmeste familie, der har adgang til det inderste af graven. Almindelige fans kan kun betragte graven på afstand og under opsyn.
Alligevel er det lykkes nogle fanatiske fans at nå ind til muren, og det kan betyde, at der nu lukkes helt af for besøgende.
Det har fået MJ's fanklub til at reagere. De tilbyder nu at sende et par fans ud for at rense muren.
"Vi vil vise, at ikke alle Michaels fans er vandaler," lyder det fra fanklubben ifølge Ekstra Bladet.