Bam Margera kender alt til smerte og blå mærker, når han som Jackass-stjerne kaster sig ud i vilde og halsbrækkende stunts.
Men hvor det normalt er ham selv, der påfører sin krop smerten, var det i lørdags en ukendt kvinde. Hun slog til gengæld Bam Margera så hårdt i hovedet med et boldtræ, at den selvudråbte jackass måtte en tur på hospitalet.
Ifølge hans kollega Steve-O blev Bam straks indlagt på intensiv, men er allerede nu udskrevet igen.
"Jeg tror, han han klarer den," siger Steve-O til TMZ.com.
Den voldsomme episode skete uden for stjernens egen bar i West Chester, hvor et slagsmål pludselig udviklede sig.
Kvinden er nu anholdt og sigtet for overfaldet.
'Jackass' startede som en serie på MTV i 2002, hvor en flok venner udførte vanvittige, farlige og komiske stunts. Siden er det også blevet til tre biograffilm fuld af dumdristig og til tider livsfarlige stunts.